lørdag den 18. april 2009

Lørdagen der kom og gik som den ville

Lækker lørdag!! Intet mindre end en dejlig dag! Jeg lyn-shoppede med lillesøsteren og svogeren om formiddagen og power-shoppede med mig selv om eftermiddagen...Jeg har holdt fri lyder det vel egentlig til - hvilket jo sådan set er velfortjent og rimeligt, eftersom det jo er lørdag. Men når man som jeg, befinder sig i det grå skyggeland der hedder speciale-skrivning, så kan man bare ikke så'en rigtig finde sig helt tilpas og afslappet med de såkaldte fridage. De er der nemlig hele tiden...tankerne! Tankerne om det antal sider man ikke får skrevet, de super-spændende og banebrydende ideer man ikke får tænkt og akkumuleringen af den samlede mængde af akademisk viden man ikke får bidraget til, alt imens den frygtede afleverings-dato kryber ind på én som en kold klam klud (en lille klud med små ben, der gør den istand til at krybe, selvfølgelig...) men - men - men; jeg anstrengte mig lidt, tog en dyb frisk storby-indånding, missede op mod solen og tog et fastere greb om mine nyerhvervede shopping-poser og tog på kaffebar og NØD fridagen. Det eneste der manglede på denne solbeskinnede lørdag hvor den grønne pige nød en velsmagende curtado på Siegfreds kaffebar (som jo er det eneste ordentlige sted at drikke god, velsmagende,velbrygget kaffe her i Århus IMO) var den søde kæreste som er rejst 10.000 kilometer langt væk (eller faktisk er det vist kun 9000 kilometer...) Han er savnet. Rigtig meget. Men alt til trods var kaffen skøn, vejret magisk og lillesøsteren var som altid dejlig at lyn-shoppe med (det var svogeren selvfølgelig også, selvom shopping af vente-tøj/baby-tøj ikke lige er yndlings beskæftigelse og slet ikke når han er sulten) men shoppet det blev der, både til mama lillesøster og den lille spirrevip der vokser i hendes mavse. Og sådan kom og gik lørdagen her i downtown Århus.

Og her på falderebet skal I selvfølgelig ikke snydes for aftenens kulinariske oplevelse: Broccoli-suppe med kalkun-bacon og grønne asparges (det var sådan set et slags vellykket 'projekt tøm køleskabet')
1 person
1/4 løg (svitses som det første)
200 gram broccoli
1 gulerod - skæres i tern
1 teske herbamare øko urtebouillon
4 dl vand
----------------------------------------------------------------------
Vand og grøntsager hældes over det svitsede løg og det hele koger 5-6 minutter - imens suppen koger sættes en dampindsats ned i gryden og damp et lille bundt grønne asparges som er skåret i mindre stykker - de skal dampes i 3-4 minutter ca.
Dampindsatset tages op, suppen tilsættes salt og evt lidt peber og pureres med stavblenderen og hældes i en tallerken. Asparges-stykkerne hældes over sammen med 125 gram kalkunbacon som er svitset i 3-5 minutter på panden. Til sidst hældte jeg lidt parmasanost hen over hele herligheden.

Over and out herfra det gule hus.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar