fredag den 22. maj 2009

Pandekager - ingefær - tranebær og 2 dage tilbage

Sådan!! Så har jeg lavet müsli-barer igen-igen. Men denne gang lykkedes det mig at få handlet ind rundt omkring i byens helse-bikse (Og ja det regnede også her i Århus - BIG time!) Nå men jeg har har netop prøvesmagt de nye müslibarer og jeg er meget tilfreds med resultatet. Lige med et enkelt lille forbehold. Men mere om det senere.
Opskriften på 7 barer er som følger:
Forresten; den kreative blog-læser skal selvfølegelig være mere end velkommen til at ændre lidt her og der...og meld gerne tilbage med resultatet! jeps.
45 gram gryn - jeg brugte en blanding af grovvalsede havregryn + 5-flager fra urtekram
18 gram hasselnødder
18 gram cashewnødder
25 gram poppet spelt
10 gram poppet quinoa
20 gram tranebær - skåret i helt små stykker
10 gram sesamfrø
85 gram honning
lidt revet ingefær + lidt kardemomme + lidt muskatnød
---------------------------------------------------------
Jeg ristede lige grynene og hasselnødderne i ovnen ved 200 grader i 10 min cirka. Så skallede jeg hasselnødderne fri for den brune tynde hinde. Nødderne blev hakket og alle de tørre ingredienser (dvs det hele undtagen honning) kommes i en skål og røres rundt. Den honning jeg brugte var fast, så den smeltede jeg lige i et vandbad og hælte den flydende honning over de tørre ingredienser og blandede rundt. Så hældte jeg det i en form og pressede det hårdt sammen nede i formen, ved at bruge bagepapiret og håndkraft. Så fik den 8-9 minutter ved 200 grader/varmluft. Køles af i 15-20 minutter og tages op af formen og skæres i passende stykker. De kan vist snildt holde sig en uges tid i køleren tror jeg.
Billederne herunder forklarer både ingredienserne og selve proceduren. MEN næste gang vil jeg altså bruge dobbelt så meget ingefær og dobbelt så meget krydderi. Den er lidt for vag i smagen. Og måske vil jeg komme en lille smule revet appelsinskal ved næste gang.

Alle ingredienserne er økologiske og det her er virkelig müslibarer laaaaangt under butikspris. Jeg gav 14 kroner per muslibar i REN KOST forleden. Og selvom der er en vis udskrivning første gang man handler ind til de hersens barer, så er der jo ingredienser til MANGE MANGE gange :-)
Opskriften virker måske lidt løjerlig og ikke særlig stor...Men når jeg er usikker på resultatet, da det jo er på gefühl det hele, så vil jeg hellere lave lidt mindre den første gang... Men den kan jo ændres, modereres, fordobles, halveres eller ignoreres alt efter behov :-)
---------------------------------------------------------

Poppet spelt + poppet quinoa + tørrede tranebær. De tranebær man kan købe i supermarkedet er fyldt med sukker. Det er den økologiske ikke. Tranebær er fra GANEFRYD og resten er fra REN KOST i Jægergårdsgade.

Alle ingredienserne med undtagelse af quinoaen. Men næste gang vil jeg fordoble ingefær + krydderier.

Her får den lune blanding lige en flad klør fem. Så presses det sammen, så det ikke smuldrer når det er færdigt og afkølet.

Færdigbagt.


Sådan ser de færdige ingefær/tranebær-barer ud.

Åh hvilken fryd til aftensmad!!
Jeg fandt en bakke danske jordbær nede i byen og så havde jeg også en halv bakke blåbær herhjemme...Og så var det, jeg kom på en knaldgo' ide til aftensmad. Jeg havde ikke rigtig lyst til almindelig varm mad, så jeg lavede to store fuldkorns/havregryns-pandekager og serverede dem med iskold SKYR (islandsk surmælksprodukt) rørt med vanilie og hertil blåbær & jordbær, samt lidt hasselnødder. MUMS!


Er det ikke bare for niiiice :-)


Og joooo - denne her ret kunne ganske snildt gå hen og blive en klassiker her i de lunere måneder der venter forude...Åhh al den lækre frugt man kunne få til :-)

Om 2 dage skal jeg hente min skønne kæreste i lufthavnen. Så jeg forudseer, at bloggen vil tage en lille slapper i den kommende tid...men selvfølgelig ikke super længe. Jeg kan jo ikke holde mig væk fra køkkenet eller kameraet...Jo-jo man er vel en dedikeret food-blogger :-)
Go weekend til alle derude på den anden side af skærmen.
ps. nu har bloggen 10 fastere læsere, hvilket varmer en grøn piges hjerte :-)

Salat og ingefær-øl

Jeg synes altså lige at jeg vil blogge min skønne aftensmad fra igår :-) jeg havde masser af sprød, grøn salat fra kolonihaven; både hovedsalat, krølsalat, spinat og rucola. Det skal selvfølgelig spises - så jeg lavede en fantastisk salat. Med alt det grønne og en masse andre lækre grøntsager; blandt andet radiser som også kom fra kolonihaven. Hertil lidt kylling, som var marineret i karry, korianderfrø og stjerneanis (så det smagte af lakrids - wow) og lidt rosenkål og en cremet og lækker feta. Hertil fik jeg den nyligt købte ingefær-øl, som med sine 1,8 % alkohol vel egentlig var mere en cider. Den smagter sommerlig og frisk. Men mere i retning af en lys hvedeøl end af egentlig cider. Alt i alt en rigtig fin aftensmad.
Desserten var græsk yoghurt rørt med vanilie & hjemmelavet rabarbergrød :-)



torsdag den 21. maj 2009

Müslibarer & Marmelade

Crazy onsdag aften i går :-)
Da jeg kom hjem fra kolonihaven i går sidst på eftermiddagen, havde jeg endelig fået købt de sidste par småting til mit marmelade-projekt. Jeg kom de nyhøstede rabarber (400 gram) i en gryde, skåret i små stykker. Så kom jeg også 200 gram jordbær i gryden og en lillebitte rest af solbær jeg havde i fryseren – men der var egentlig så lidt, at det ikke er værd at nævne...men nu er de jo lige nævnt. Hmm...nå men se bare bort fra dét… Tilbage til marmelade-proceduren; det hele kom i en gryde med ½ dl vand og 100 gram rørsukker og en halv flækket stang vanilje. Så lod jeg det småsimre i måske 15-20 minutter og siede det så i et dørslag og hældte det på atamon-skyllede glas. Jeg fik to fine glas marmelade og en flaske rabarber-saft. Jeg ved ikke om det er mig, der har en anden smag end de fleste, men de 100 gram rørsukker var i min mening rigeligt. Mange opskrifter forslår faktisk en del mere sukker, men jeg synes at der skal være en god balance mellem det søde og de lidt syrlige rabarbere. Jeg havde uheldigvis ikke noget ingefær i hytten, ellers ville jeg nemlig have forsøgt at komme det i marmeladen. Men det må blive en anden gang.
Marmelade projektet blev vel overstået. Men den grønne pige havde i ild i måsen og krible-krable-fornemmelser i fingrene… Så jeg tog den store dejskål ned fra skabet og slog endnu en bolledej op. Jeg havde stadig øko-gær i køleren og spinat i fryseren og så havde jeg noget fiber-drys der passende kunne bruges i dejen. Så det blev til endnu en omgang boller. De fleste af de andre spinat-boller gav jeg jo til min storesøster, og eftersom kæresten jo kommer hjem fra Colombia om kun 3 dage, tænkte jeg at det ville være god stil med masser af hjemmebag i fryseren.
Men – men – men; jeg havde stadig lyst til mere køkken-sjov. Så jeg kastede mig lige lukt ud i et müslibar-eksperiment. Jeg ville jo gerne kopiere de dyre müslibarer jeg fik indkøbt her forleden nede i Ren Kost i Jægergårdsgade. Og det gik faktisk forbløffende godt. Jeg fik lavet 7 velsmagende müslibarer på under 20 minutter. Jeg venter lige lidt med opskriften. Den skal lige optimeres en lille smule endnu. Men ingredienserne var havregryn, dadler, sesamfrø, fiberdrys, kokos, mandler, kanel, kardemomme, vanille og akaciehonning.
Men i aften eller i morgen vil jeg forsøge mig med en müslibar med tranebær, ingefær og pekannødder. Dét havde jeg bare ikke lige hjemme i køkkenskabene i går… Men når den er afprøvet, vil jeg selvfølgelig straks smide opskriften på bloggen :-) Da müsli-projektet var veloverstået og al opvasken var til en side og køkkenet igen lignede sig selv, var klokken næsten halv tolv og en meget søvnig grøn pige hoppede ind i seng.
En sidebemærkning: Et ihærdigt engagement i køkkenet producerer jo unægtelig en del opvask. Og nej vi har ikke en opvaskemaskine... Men da jeg, den grønne pige, blot var en lille grønskolling på ikke mere end 15-16 år, var jeg ansat som opvasker på et stort hotel, så jeg har den nødvendige erfaring og er faktisk en ret habil opvasker, hvis jeg selv skal sige det :-) Og når sandheden skal frem, så synes jeg faktisk det er ganske hyggeligt at vaske op. Man skal bare sørge for at skabe den rigtige opvaske-stemning; nemlig god musik fra anlægget og en åben terrassedør så solen, vinden og aftenen kan smutte ind i lejligheden :-) Så er det slet ikke værst. Heller ikke en onsdag aften.
Apropos god musik; kæresten og jeg har efterhånden en habil samling cd’er fra putumayo, som er et pladeselskab der udgiver musik, der som de selv skriver på samtlige cd'er: it is guaranteed to make you feel good. Vi har især mange cd'er med afrikanske, latinamerikanske og caribiske rytmer. Det er ganske enkelt fantastisk musik. Tjek deres hjemmeside her, hvor der er gratis høre-prøver på det meste...
Nå men herunder er der en lille billedserie med aftenens indsats i køkkenet :-) Enjoy!


Ingredienserne til mine müslibarer. Her kommer jeg 1/4 tsk kanel i.


Fiberkost. Tjek lige baggrunden. Blitzen drillede lidt, så jeg tog billedet ude på altanen :-)

Efter 10 minutter i ovnen.

Her er de skåret ud i 7 fine barer

Og så bliver de pakket ind i husholdningsfilm og er nu klar til at komme i en tætsluttende beholder. Nu bor de inde i køleskabet indtil de ikke er mere :-)

Starten på min aller-aller-første omgang marmelade
(jo-jo man blir' altså lidt stolt og tilfreds, når ens egne afgrøder bliver forarbejde og forædlede)
Det færdige resultat :-)

Og lige lidt stemningsbilleder fra kolonihaven idag.
Ha en rigtig skøn dag og nyd naturen, livet, hinanden & jer selv :-)

onsdag den 20. maj 2009

Spinatboller og hundekiks

Så er den grønne pige på banen igen :-)
De famøse spinatboller, som jeg bagte søndag aften blev simpelthen bare TOTAL gode. Jeg bager kun koldhævede brød, eftersom jeg synes det gir brødet den bedst struktur og en lidt sej krumme.
Her er opskriften på 32 spinatboller:
1/3 pakke økologisk rapuntzelgær
1 liter vand - koldt.
Gær og vand hældes i samme skål og røres lidt rundt. Så kommes der 2 spk rørsukker + i spiseske salt derned og det hele røres rundt.
Tilsæt nu 250 gram spinat. Jeg brugte hakket, frossen spinat i de der små kugler. Der tog jeg 250 gram i en skål og lod det tø (eller faktisk optøede jeg det vist i en gryde og lod det køle af. Men bare hvad tiden er til - enten natten over i en skål eller i en gryde til det er tøet. Lad endelig være med at hælde væsken fra - den ryger bare ned i bolledejen også. Man kunne vist egentlig sagtens have brugt 400 gram spinat.
430 gram hvedemel (og så var der ikke mere af det...hmm)
230 gram grahamsmel
200 gram grovvalsede havregryn
100 gram durumhvedemel
85 gram rugmel
50 gram hørfrø
50 gram sesamfrø
Jeg vil helt sikkert komme græskarkerne i næste gang. Det vil også se flot ud med grønne boller med grønne kerner.
Det hele røres sammen, så det får en passende konsistens. Se evt indlægget her for et billede.
Det stille tildækket i køleren i cirka 12 timer.
Når dejen skal fordeles til boller, er det lettest at lave den med en spiseske. Så undgår man at få hænderne ned i den klistrede dej + boller får en fin størrelse.
Bages cirka 15-22 min ved 200 grader/varmluft.


-------------------------------------------------------------------
Igår høstede jeg min eneste rabarber ude i kolonihaven - ihh altså; jeg blev helt andægtigt og højtidelig da jeg skulle høste egen afgrøde! Det er virkelig en fantastisk fornemmelse at hive mad op af jorden. Også et ordentlig bundt radiser blev det til, som jeg gumlede løs af hele dagen. Idag er dagen kommet hvor jeg skal forsøge at lave marmelade selv. Jeg har fundet denne her opskrift henne hos Signe. Og tak-tak for det, for det ser da bare super lækkert ud :-)


Igår var jeg et smut i helsebiksen nede i Jægergårdsgade og handle lidt lækkerier. Billedet herunder siger vist det meste. Men tjek lige den der æske helt ude til siden i billedet. Økologiske og vegetariske hundekiks. Det var da simpelthen for kært. Og eftersom min lillesøster er vegetar og eftersom hendes lille gravhund har en eller anden form for allergi, så tænkte jeg at det da lige måtte være noget for både hundemor og hund! Hunden hedder forresten Dina. Navnet er lidt en ode til vores anden gravhund, som døde da han var 16 år!! Og han hed Dino. Søsteren er VILD med gravhunde og Dina kommer simpelthen bare med overalt...hehe!
Som billedet viser, så fik jeg også løbt lidt nyt the, som jeg glæder mig til at smage. Men også den der ingefær-cider, bliver ret spændende at prøve. Måske iaften til middagen. Jooo det ville faktisk være ganske lækkert med cider iaften... Og de økologiske müsli-barer forrest i billedet er allerede prøvesmagt. Og de smagte sådan set rigtig godt synes jeg, selvom de var lidt for søde for min smag. Men grunden til at jeg købte dem, er selvfølgelig for at kunne udvikle min egen opskrift. Som garanteret bliver både billigere, bedre og sjovere :-) Men den opskrift skal jeg selvfølgelig nok smide på bloggen, så snart den er blevet udviklet, optimeret og er klar til masseproduktion :-) Herunder er billedet af dagens indkøb. Man kan klikke på billedet, så det forstørres op. Hvilket iøvrigt gælder alle billederne.


Nu skal jeg køre heeeelt ud i den anden ende af byen, hvor jeg har en aftale. Så jeg må hellere få pakket mine bøger og selvfølgelig vigtigst af alt; madpakken!
Ha en skøn onsdag. Her i Århus skinner solen og lur mig lige om ikke også fuglene kvidrer, når jeg om et par timer lander ude i kolonihaven. Ren idyl.
Ciao :-)

mandag den 18. maj 2009

Salat med kikærter og feta

En hurtig blog om en hurtig salat :-)
Aftensmaden igår blev endnu en af de evigt-lækre salater. Jeg elsker simpelthen salater i alle afskygninger :-) Men altså - disse hersens salat-opskrifter skal jo sådan set ikke følges til punkt og prikke - til det formål er jeg sikker på at der findes andre blogs med en bedre....tjaa hva skal jeg kalde det - afstemthed mellem smagsnuancer og ingredienser. Det her er sådan set bare hvad en økologi-begejstret, SU-berettiget, madglad pige spiser på en regnfuld søndag aften. Men lad dig endelig inspirere til mere grønt & meget mere spas og kreativitet i køkkenet med gode råvarer. En god salat er i min optik bare et sammenskud af alt det man lige har lyst til....

Nå men anyways, gårsdagens salat:

Den grønne bund bestod af tre forskellige slags grønne salater, cherrytomater, agurk, peberfrugt og lidt revet gulerod. Fyld bestod af lidt kylling og masser af kikærter. Kikærterne kom lige en tur på panden sammen med kyllingen, efter den var blevet ordentlig stegt. Jeg gav det hele en smule salt, peber, timinan og karry.
Dressing: det blev til en ordenligt skive fåremælks-feta fra irma, der udgjorde dressingen :-)
Skøn salat - men nu har jeg stadig en del kikærter klar, så mon ikke de skal bruges imorgen i en eller anden ret...(idag er jeg jo oppe ved søsteren og niecen)


Jeg håber I får en fantastisk dejlig uge. Det véd jeg nemlig, jeg gør med alle de søde mennesker jeg skal mødes med: Idag skal jeg besøge begge mine søstre + niecen. Imorgen skal jeg på skovtur med min veninde K. Onsdag skal jeg mødes med min speciale-gruppe. Torsdag skal jeg på skovtur med min veninde B og fejre at hun lige har afleveret speciale. Lørdag formiddag skal jeg mødes og drikke kaffe med min kammerat M som jeg ikke har set i et halvt år. Søndag formiddag skal jeg spise brunch med min barndomsveninde som bor i København og om eftermiddagen skal jeg hente min skønne kæreste i lufthavnen :-) Så det blir bare en rigtig dejlig uge!

Grønne hilsner herfra downtown Århus :-)

søndag den 17. maj 2009

Blåbær og Spinatboller

Søndag formiddag - er det ikke bare en dejlig tid på ugen?! Jeg har bare haft en skøn formiddag med god morgenmad og dampende varm kaffe latte :-) Og eftersom min kæreste i Colombia havde været ud og føjte lidt rundt i colombianske hovedstad Bogotá om aftenen, passede det med at vi kunne snakke sammen over skype da han kom hjem/da jeg vågnede. Så var klokken nemlig 07:00 herhjemme mens det hos ham var midnat. Det var skønt at snakke med ham. Og nu er der kun én sølle uge, til jeg kan hente ham i Kastrup. Jubii!
Igår da jeg var nede og handle var der minsandten økologiske blåbær på tilbud til 16 kroner for en bakke. Så jeg købte to bakker. Og sammen med en portion skyr (økologisk islandsk surmælksprodukt) er det absolut en af mine yndlings-mellemmåltider :-)


En hel bakke blåbær med skyr.


I formiddags har jeg slået en bolledej op, som nu står i køleskabet og skal koldhæve i 12 timer (eller indtil jeg er klar til at bage dem i aften inden sengetid) Det er spinatboller med havregryn og en masse forskellig slags mel. Jeg bringer opskriften imorgen, hvis resultatet er vellykket :-)


Og eftersom jeg allerede har spist alle blåbærene, så tænkte jeg at de små plastik-æsker ikke bare skulle smides ud (genbrug er jo simpelthen vejen frem) så jeg greb chancen for at lave endnu en omgang dadel-kugler til min skønne storesøster. Dadelkuglerne kunne så passende pakkes ned i de to små æsker :-) (okey - lidt skørt - men praktisk)
Imorgen skal jeg nemlig besøge min søster og min dejlige niece på to-et-halvt-år, som for tre måneders tid siden iøvrigt lærte sætningerne: "kan selv" og "naaaaeeeejjj, mig vil selv". Men jeg GLÆDER mig til at se dem igen og have en hyggelig dag sammen. Og eftersom de står i flytterod til op over begge ører, er der ikke meget tid hjemme hos dem til at bage og lave konfekt - så den grønne pige, som deroppe er kendt som moster grøn, kommer dem til undsætning med nybagte spinat-boller og dadelkugler (så schwester - du kan godt glæde dig)



Efter at have læst denne her post henne hos klidmosteren, fik jeg lyst til at eksperimentere lidt med rosenkål. Så aftensmaden igår var noget med rosenkål, kalkunbacon, parmasan, græskar og andre spændende ting. Det var ikke just en blog-venlig ret, eftersom det var en kombineret de-sidste-rester-og-ryd-op-i-køleren-slags-aftensmad, men klidmosteren har vist også sagt, hvad der er at sige om rosenkål. Og de smager altså super godt omviklet med kalkunbacon og drysset med parmasan :-)

Nu er klokken snart tolv og jeg vil igang med at tilberede en omelet med røget laks til frokost. Som selvfølgelig skal spises ovenpå mit nybagte rugbrød :-) Mums.

lørdag den 16. maj 2009

Græskarsuppe og lørdagsliv

Forleden aften var min veninde S på besøg og vi fik som nævnt græskarsuppe til aftensmad. Den smager skønt og er virkelig let at bikse sammen.
Græskarsuppe 2-3 personer
Find en gryde frem i passende størrelse.
Sauter et løg + 3 fed hvidløg
Herefter tilsættes cirka 600 gram græskarkød. Jeg vejede ikke græskarkødet, men brugte bare de to mindre græskar jeg havde. Tilsæt 4-5 dl grøntsags/urtebouillon (jeg brugte herbamare fra A. Vogel) + salt & peber & timian & evt. chili
Tilsæt ligeledes to persillerødder eller pastinakker
Det hele koges mørt i cirka 10-15 min og pureres med en stavblender. (her kan man evt. lige fjerne lidt af væden INDEN man går igang med blenderen, sådan at man kan spæde det i, hvis der er brug for det og hvis ikke, så har man undgået at gøre suppen for flydende. Jeg kan godt lide at konsistensen er en mellemting mellem helt flydende og så lidt hen i retning af mos :-)
Serveres med brød + evt lidt finthakket porre på toppen.
2 græskar


Sådan ser du ud når man har skåret dem op og fjerne den ubrugelige midte, hvor kernerne sidder.

Så vender man græskarret rundt og skærer skrællen af. Ved siden af er den bouillon jeg bruger. Den har fået god omtale i testen her. Men måske skulle man egentlig bare lave sin egne bouillonterninger, og så ha dem liggende i en isterningebakke i fryseren :-) Det kan være, det blir en projekt for den grønne pige.

Igår var jeg med min veninde SA på cafe. Vi havde ikke set hinanden i meget lang tid, så det var super hyggeligt med noget god mad, god vin og masser af god snak. Vi spiste på cafe Faust som ligger nede ved åen i den mindre befærdede ende :-) Vi bestilte begge kyllinge-salaten, hvilket var en overdådig portion, som det tog laaaang tid at komme igennem, men ingen af kunne alligevel spise op. Prisen var 89,- Hertil fik vi hver et glas af husets hvidvin, som var ganske fortræffelig. Og for at afslutte en skøn aften, skulle vi selvfølgelig lige hen forbi paradis-is i Nørregade og nyde byen absolut bedste is :-) Det var simpelthen en fin fredag aften.

Nu er det lørdag og jeg har en masse praktiske ting på programmet. Jeg kan nævne ord i flæng som ikea, bagning, salling, føtex, Frederiksbjerg kopicenter og måske-måske-måske tager jeg min dovne krop ned i træningscentret - men det er indtil videre en ide der befinder sig ude i den perifere del af min hjerne, så der er altså en temmelig stor sandsynlighed for at jeg øhh...glemmer alt om den i løbet af dagen...

Thats all folks! Ha en kæmpe go' lørdag :-)

En tidlig lørdag morgen. Udsigten fra det gule hus.

onsdag den 13. maj 2009

Dekadent hønsesalat og kyllingeburgere

NYT FRA DET GULE HUS :-)
Jeg har ikke blogget i et par dage. Specialet skal jo skrives, arbejdet passes, kæresten savnes og livet leves. Men jeg har selvfølgelig også fået noget at spise. Så nu er det tid til et par lækre og iøvrigt lynhurtige opskrifter indenfor kategorien "fjerkræ". Nu er det nemlig sådan at goe' gamle green girl ikke spiser svine- og oksekød, så bloggen vil altid være med enten grønsager, fjerkræ eller fisk. Men nu til aftenens kulinariske udfoldelser i det gule hus...som jeg jo egentlig har afsløret slet ikke er et hus. Men det blir det måske en dag. Og så kan det være at det slet ikke er gult længere. Den grønne piges ophav bor iøvrigt i et blå hus...Nå men det vist et lille sidespor!!
Aftenens første endeavour var således hjemmelavede kyllinge-burgerbøffer eller kyllinge-deller om man vil. Så nu kan jeg få hjemmelavede kyllinge-burgere med i madpakken i de kommende dage. Og det er hurtigt, nemt og meget, meget billigere og sundere selv at lave dem.
Og iøvrigt så smager de bare total niiiice :-) hehe!
Opskriften:
1 rødløg
1 rødt æble
1/3 pakke soltørrede tomater (de tørre, dem uden olie)
Disse tre ting smed jeg i blenderen og gav dem en hurtig omgang til de lige var hakket fint. Så tilsatte jeg en pakke kyllingefars og salt & peber samt frisk basilikum. Så fik det hele endnu en tur i blenderen og blev derefter formet til 9 bøffer, der fik 20 min i ovnen ved 200 grader/varmluft.
Herunder ses opskriften omsat til en lille foto-serie. Så blir det vist ikke meget lettere :-)

Rødløg, æble og solgtørrede tomater i blenderen.


Og så kom farsen også i blenderen, sammen med salt & peber

Frikadellerne på bagepapir, inden de kommer i ovnen.

Og de færdige kyllinge-bøffer.

Aftensmaden idag: jeg havde taget en pakke økologisk hønsekød op ad fryseren i går aftes, og det har så idag resulteret i forårets lækreste salat indtil videre... Jeg lavede en salat efter tretrinsraket-metoden som omtalt her. Bunden var dampet broccoli, økologiske cherry-tomater, peberfrugt, agurk og så en masse SUPERLÆKKERT hjemmedyrket og nyplukket rucola-salat fra kolonihaven. YUM! fyldet til salaten var det økologisk hønsekød, som havde stået i en marinade i køleskabet siden imorges. Marinaden bestod af økologisk peanutbutter, ketchup, olivenolie og salt & peber. Og det blev så stegt på panden og efterfølgende skåret i tern og mixet i salaten. På toppen af hele herligheden kom en generøs spiseske parmasanost. Og det blev virkelig en super-super lækker salat! Og hønsekødet smagte rigtig godt, så det kan helt sikkert anbefales.
Og hvor er det bare skønt, at der allerede er rucola der kan høstes!

Nyplukket og just skyllet rucola klar til at komme i salaten. Ganske enkelt vidundeligt.

Sådan så pakken med det lækre hønsekød ud.

Og den dekadente hønse-salat (NU giver konceptet med 'hønsesalat' lige pludselig mening) Hvis du er interesseret i et close-up af nogle af billederne, så bare klik på dem :-)

Men nu til noget ganske andet. I søndags var jeg med min familie en tur i et spa/wellness center ude på Djursland. Det var rigtig skønt at kunne ligge lidt i boblebadet og bare slappe af og hygge sig bravt med familien. Bagefter fandt vi et skønt sted ude i naturen, hvor vi spiste madpakker og i øvrigt også en del medbragte, hjemmelavede dadelkugler. Nå men på det her spa-sted havde de lavet en forfriskende drik, som bestod af lakridsrod + vand. Det smagte super lækkert. Man tager et par lakridsrødder og lægger dem ned i en kande, og derefter hældes der kogende vand på, og det stilles i køleskabet indtil det er kølet helt af og serveres så iskoldt med et par isterninger. Smagen var jo sådan lidt særpræget, men jeg er helt sikkert med på lakridsrods-vandvognen.

I morgen får jeg besøg af min søde veninde S, som kommer til middag & hyggesnak. Jeg har købt to lækre økologisk hokkaido-græskar, så jeg vil lave græskarsuppe til os. Og jeg har tilfældigvis verdens bedste opskrift på lige netop hokkaido-græskar-suppe, hvilket jo sådan set passer aldeles glimrende...Så i morgen handler bloggen om græskar.
Grønne Hilsner fra mig :-)

lørdag den 9. maj 2009

Kusmi-te og en dum fugl











Det måtte jo komme på et tidspunkt - så hvorfor ikke bare nu - på en helt almindelig lørdag. Jeg vælger hermed at blogge en kop the :-)
Jeg har forsøgt mig med en ny the idag - en af de fantastiske kusmi te varianter. Og denne her er altså ret så god...Jeg er vild med alle slags chai-te og har også nydt PUKKA green chai og black chai en hel del... Men idag var jeg et smut nede i byen med min veninde K og jeg fik i den anledning købt en nyt the jeg kan fornøje mine speciale-dage med ude i kolonihaven.
Jeg synes at PUKKA black chai har en dejlig kraftig smag af både krydderier og sort the. Den fungerer fint alene eller med varm soyamælk/alm. mælk. Den grønne chai fra PUKKA er meget mere mild i smagen og er klart at foretrække uden mælk, som eller døver smagen af krydderierne for meget. Chai-teen fra ETERNITEA er efter min smag lidt for mild og vag og krydderierne er ikke gennemtrængende nok. Den smager også bedst uden mælk. KUSMI teen som jeg købte idag er klart den bedste indtil videre - smagen er meget mere afstemt og afbalanceret end de andre (og den er også den eneste af de nævnte som er i løsvægt og ikke i tebreve) Den er helt sikkert den nye chai-favorit :-)
Ellers kan jeg fortælle, at idag mens min veninde K og jeg stod og sludrede, mens vi ventde på at hun skulle med bussen, blev vi begge ramt af en fugleklat da en eller anden forbi-flyvende møgfugl besluttede sig for at det var tid, lige idet den passerede os to smukke hunkønsvæsner... Provo-fugl sir' jeg bare!!

fredag den 8. maj 2009

Calzone-pizza til madpakken

Fredag... I min familie er der er tradition for, at fredag er der hjemmelavet pizza på menuen :-) Dét er sådan set ikke en tradition, jeg har taget til mig...før idag. Og i en lidt anden udgave. For jeg har nemlig lavet calzone-pizzaer... Og egentlig ikke til aftensmad (for der fik jeg en super lækker, home-made kyllingeburger) men derimod har jeg nu calzone-pizzaer til madpakken til ugen der kommer. A girl needs change every once in a while...Altså; jeg er da helt vild med rugbrødsmadder og hjemmebagte boller, men engang imellem blir frokost-menuen altså nødt til at skifte lidt...Så derfor; calzonepizzaer.
Dejen - jeg fik 7 pizzaer ud af denne dej (eller det vil sige, der kunne have været 7, men jeg løb tør for fyld (havde fejlvurderet det lidt) så der blev 5 pizzaer og to boller)
25 gram gær
2.5 dl lunken vand
2 spk olivenolie
1 tsk groft salt
100 gram durumhvedemel
almindeligt hvedemel for resten.
Hæver 20-30 min og så er dejen klar.

Fyld:
her kan man bruge præcis hvad man vil. Jeg havde ikke lige kalkuleret med at skulle lave pizza klokken 21 om aftenen på en helligdag, så jeg måtte bare forsøge mig med de sørgelige rester der var tilbage i køleren. Det blev til rød peber, soltørrede tomater, frisk basilikum, salsa, kalkunbacon og revet ost.

Og resten af pizza-eventyret kan ses herunder i en pædagogisk tilrettelagt billedserie :-)


Noget af fyldet til pizzaerne


I formen med fyldet. Klar til at blive klappet sammen :-)



Færdigbagte calzone-pizzaer
(og et par boller af resten af dejen)
--------------------------------------------------------------------
Igår var jeg inde og se Lukas Moodysons film MAMMUT. Den narrative stil ligner temmelig meget den fra BABEL og tematisk er de to film også beslægtet. Den handler om mennesker der forsøger at leve i en verden med menneskelig og social uretfærdighed, fattigdom, vold og ulykkelige skæbner. Det er sådan ultra kort filmens handling. At begynde at fortælle om den på realplan ville ikke yde den retfærdighed, eftersom budskabet ligger i det usagte, det stille observerede og det der måske netop ikke blev gjort.
Den kan klart anbefales.
Afslutningsvis:
kæreste-hjem-fra-Colombia-countdown: 16 dage.
Det var alt for denne gang.
Take care out there (jo-jo man er vel gammel Hill Street Blues-fan)

torsdag den 7. maj 2009

Dadelkugler og dadelkugler og dadelkugler

Så blev det torsdag og dermed tid til opskrifterne på de famøse efterligninger af både KEERUNCH og Lärabar :-) Selvom alle ingredienserne er økologiske er det stadig meget, meget billigere at lave dem selv og jeg synes selv at de hersens hjemmelavede, smager megte bedre end de købte.
Den første opskrift leverer et temmelig stort batch, så den kan jo med fordel halveres første gang, så man lige kan finde ud af, om det nu også falder i ens smag, og anden gang man laver den, kan den så fordobles, når man så har fundet ud af, at det helt sikkert er en ny favorit på snack-programmet :-)


Sådan ser det ud nede i foodprocessoren :-)


Nu er det hele trillet til kugler eller lavet til stænger/barer.



Sådan ser kokos-udgaven ud. Læg venligst mærke til forsøget med at efterligne formen på en bounty :-)


De færdige bounty-efterligninger :-)


Hele herligheden (eller det meste af den...) er pakket i en fin æske til lillesøsteren.

----------------------------------------------------------------------------------------

DADELKUGLER/CHOKO:
340 gram dadler
150 gram mandler - som lige ristet ganske let på panden - det fremhæver smagen en del.
2 spk fedtreduceret økologisk kakao fra URTEKRAM - den har en meget finere og mere mild smag, synes jeg.
25 gram kokosmel
2 spk (10 gram) makadamiaolie (eller en anden nødde-olie)
1/4-1/2 tsk vanilipulver
Det hele kommes i en foodprocessor indtil teksturen på blandingen er ensartet. Herefter skal det hele så rulles til kugler eller formes til små stænger.

Jeg dyppede nogle af dem i smeltet chokolade, hvilket også blev rigtig lækkert.

DADELKUGLER/KOKOS (altså de smager virkelig af bounty-chokolade)
100 gram dadler
50 gram mandler (dem ristede jeg af en eller anden grund ikke...)
25 gram kokos
1 tsk makadamiaolie (kunne sikker være undladt)
Igen en tur i foodprocessoren. Og igen dyppede jeg nogle i chokolade, så de både lignede og smagte som BOUNTY.

Men hvis man bare er den mindste lille sucker for konfekt eller chokolade-smagende godter, som så tilmed er en del sundere end det man kan købe i forretningerne, så er ovenstående opskrifter helt sikkert et forsøg værd.

Jeg gav min søde og iøvrigt gravide lillesøster al konfekten i gave, eftersom jeg ved hun elsker det og fordi jeg havde lyst til at forsøde hendes gravide tilværelse lidt :-)

Iaften skal jeg med min mor ind og se MAMMUTH, hvilket jeg glæder mig meget til. Vi skal ned i Øst For Paradis, hvilket simpelthen bare er den hyggeligste og skønneste biograf her i Århus. De har både mainstreamfilm, men som oftest er det skæve og/eller independent film de viser. (og jeg har selvfølgelig gemt et par af de lækre dadelkugler til iaften...hehe)

Over and out herfra det gule hus :-)

tirsdag den 5. maj 2009

Müsli og skaberglæde


Noget der starter dagen.
Jo jo jeg har lavet müsli. Dejlig hjemmeristet økologisk kokos-choko-müsli ;-) Og det er virkelig en skøn måde at starte dagen på.
Billedet viser ingredienserne, lige med undtagelse af akacie-honningen, som jeg helt havde glemt at få med. Nå men man tager alle grynene + flagerne i det målstoksforhold man nu synes om. Og her kan man jo fifle med de kornsorter man kan lide; spelt, rug, byg, havre, hvede...Dem hælder man så ned i en bradepande med kant, sådan at det ligger fint fordelt ud over bradpanden i et lag svarende til cirka 1-2 cm højt. Så drysses der hørfrø og hakkede mandler henover. Og her gælder det igen; man bruger selvfølgelig de nødder og kernre man kan lide; solskikke, græskar, hasselnødder, pekan, valnødder...Så tager man et krus med en halv-til-en dl kogende vand, hvori man opløser to store spiseskefulde honning. Honning-vandet hældes ud over alle ingredienserne i bradepanden og det hele røres rundt og fordeles med fingrene, så alle grynene er fugtige. Nu sættes det i ovenen ved 180 grader og ristets til det er blevet let gyldent. Man kan med fordel tage det ud to gange i løbet af ristningen, og lige røre lidt rundt i herlighederne... Når det kommer ud af ovenen og er kølet af, kan det drysses med kokos, rosiner, tranebær, chokolade-stykker, banan-chips, eller hva man nu kan lide :-) Og trylle-trylle-trylle; så er der skøn hjemmeristet øko-musli til laaaaangt under markedsprisen. Det' rigtig go stil, hvis du spør' mig.
Jeg er jo på SU, men vil rigtig gerne købe økologisk. Og eftersom jeg også er begyndt at købe en hel del økologisk frugt og grønt (modsat tidligere hvor det primært var mel, æg, gryn, honning og ja faktisk bare kolonialvarer) så bliver man simpelthen nødt til at være kreativ med andre øko-løsninger. Og her kommer müslien fx på banen - det er jo super skønt, at få lige præcis den müsli-blanding man kan lide og så koster den slet ikke nær så meget, som i forretningerne. Men mest vigtig - og vel derfor man har sig en madblog (hvilket vel også gælder alle jer andre mad-bloggere - eller ??) SKABERGLÆDEN! Det er da fantastisk dejligt at skabe noget; selv at have lavet noget fra bunden, som så ovenikøbet smager lækkert. Og køkkenet er vel egentlig også et kreativt frirum, hvor man kan stå og nørkle lidt med det hele og lægge kærlighed i det man skaber. Sådan er det ihvertfald for mig. Min farmor er fra Polen og har altid lavet mad fra bunden og lagt en masse kærlighed deri, så måske er det derfor...jeg har ihvertfald fået min interesse for bagværk fra hende tror jeg. At have set hende nogengange bruge hele og halve dage på bare een slags kage eller brød. Det er da lidt imponerende.
Nå men det var en lille sidehistorie :-) Men en god én af slagsen...
Og forresten; jeg har selv lavet en total god efterligning af den der KEERUNCH bar som jeg skrev om tidligere. Og de der Lärabar som jeg også anmeldte. Det hele er nu kopieret og opskrifterne er skabt. Og selvfølgelig er billederne til bloggen også taget, men det bliver desværre først torsdag jeg lægger det ud. Og det er der en helt særlig grund til, som også først kommer torsdag :-) hehehe!

Ha det godt derude.
Lav mad & vær glad :-)