fredag den 17. juli 2009

Rugbrød & Boller

Vi har bagt masser af brød hjemme i det gule hus...Kæresten har bagt rugbrød og jeg har bagt koldhævede boller. Så nu er fryseren fyldt med bagværk til den næste uges tid...Imorgen skal vi ned til lillesøsteren og hendes kæreste...De er nemlig flyttet i en ny lejlighed, hvor der er plads til den lille bebs, når han melder sin ankomst i september. Og lur mig lige, om de ikke vil synes om at få et hjemmebagt rugbrød og et par poser boller...
Nå men rugbrødet blev vellykket.
Dejen efter den har hævet første gang - dvs. natten over

Nødder, kerner og knækket rug kommes i
Klar til bagning

De færdigbagte rugbrød

Opskriften som giver 2 store brød + en klat surdej til næste gang.
Dag 1:
1/2 maltøl eller porterøl (gem resten til dagen efter)
1.5 spk salt
2 spk honning
300 gram surdej (kan købes i helsekostforretninger, eller laves selv)
600 gram rugmel
350 gram knækket rug
1 liter kold vand.
Det hele blandes og røres sammen til en grød-lignende konsistens. Den er stadig temmelig flydende. Nu skal skålen med dejen pakkes i en plastikpose eller læg et stort grydelåg på, og stilles et sted i køkkenet eller andetsteds hvor den ikke kommer i vejen. Den skal stå indtil næste dag.
Dag 2:
Resten af øllet (dvs. 1/2 øl)
400 gram knækket rug (der kan også bruges perlerug, perlespelt eller knækket hvede)
250 gram blandede nødder og kerner (her er det kun fantasien der sætter grænser. Denne her gang brugte vi mandler, pekannødder, hørfrø, græskarkerner og hasselnødder - men alt kan bruges; lige fra sesamfrø og solsikkekerner til valnødder og paranødder) Hvis man ikke er så vild med ideen om nødder og kerner, så bare brug noget mere knækket rug.
Det hele blandes i dejen og der tages en bøtte med 300 gram dej fra og stilles i køleskabet i op til cirka 3 ugers tid, inden de næste rugbrød skal bages.
Dejen hældes i formene og overdækkes igen i 4-6 timer og bages så ved 180 grader % varmluft i 1.5 time.
Hvis man laver første del af opskriften fx. om aftenen, så næste morgen kan man lave anden del af opskriften og så stille dem til sidste omgang hævning, mens man er igang med dagens dont. Om aftenen eller sidst på eftermiddagen kan brødene så bages. Vi skærer brødene over og fryser dem.
Sæt igang :-)

Jeg bagte jo også boller, og selvom der vist allerede findes et par opskrifter her på bloggen på de fantastiske koldhævede boller, så vil jeg endnu engang lægge en variant ud. Pointen er at de er så total lette at bage, at man faktisk er lidt et skarn, hvis man efter at have læst dette, stadig ser sig nødsaget til at købe boller fra schulstad eller kohberg...don't do it...im warning you!!
Først lige en sidebemærkning; ved bolle-bagning gælder, som ved så mange andre ting der foregår i et køkken Det Kreative Imperativ, hvilket blot betyder; vær kreativ! Man bruger jo bare det mel man har eller det man kan lide. Bare vær opmærksom på, at fx. rugmel eller durummel har en ringere hæveevne end hvedemel. Og at rugkerner og havregryn vil suge en del væske, så dejen må godt være klistret, når den sættes i køleskabet. Og fx. kræver speltmel at man ælter lidt mere i dejen end ellers. Men ellers så bare sæt igang)
Og en sidste ting; nu ser denne opskrift jo frygtelig lang ud, men det er fordi der var så meget forskelligt slags mel i køkkenskabene derhjemme og det skal jo bruges efterhånden :-)
10 gram gær
1 liter koldt vand
(bland først disse to)
Tilsæt 2 spk salt + 1 spk sukker
1/2 spk citronsaft (giver bedre hæveevne, og kan ikke smages i det færdige resultat)
Og så tilsættes der eller bare mel, gryn og kerner indtil dejen ligner tyk havregrød.
Jeg brugte:
100 gram knækkende rugkerner
125 gram havregryn
300 gram hvedemel
100 gram fuldkorns-rugmel
100 gram sigtet speltmel
100 gram durummel
100 gram hvid hvedemel
Herefter sættes dejen overdækket med et låg eller en pose i køleskabet i cirka 8-12 timer og sættes derefter på plader med en ske. Dejen er stadig klistret og bollerne ligeså. No worries. Det blir godt. Det lover jeg.
Jeg penslede dem med et pisket æg og dryssede med sesam-frø og havregryn.
Bages ved 200 grader varmluft til to plader boller. 20 min.
Bollerne er sat på pladen og klar til at blive bagt (de skal ikke stå og hæve, men bages med det sammen. Så varm ovnen op, inden du sætter bollerne på pladen)

Færdigbagte boller

Ha en fantastisk dejlig weekend :-)

2 kommentarer:

  1. Mmm... nu glæder jeg mig allerede til at bage igen! Sjovt så afhængig man kan blive af det...

    De ser uforskammet gode ud, de boller :-)

    SvarSlet
  2. :-) jeps - man kan nemlig snildt blive helt afhængig af at bage...

    SvarSlet