torsdag den 9. juli 2009

Verdens bedste burger & Smashed-up kikærtesalat (på den go'e måde)

Findes der noget som en vellykket burger på en kedelig onsdag aften?
Nej, det tror jeg egentlig ikke der gør. Og da slet ikke noget der overgår dét jeg fik kreeret i går aftes...
Burgerbollerne bagte jeg efter denne hersens opskrift, som jeg fandt hos smittenkitchen. Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen; hvis du ikke kender hendes side, så smut ind forbi og lur lidt i alle de lækre opskrifter...
Jeg vil give opskriften i en dansk oversættelse.
Der bliver 8 tilpas store burgerboller ud af denne her opskrift:
Aller-først:
I en lille skål røres de første fire ingredienser sammen og stilles til side i 5 minutter, til det begynder at skumme lidt:
3 spiseskefulde lunken mælk
1 cup varm vand (cirka 2.5 dl)
2 teske tørgær
2.5 spiseske sukker
Imens:
Pisk et æg i en anden lille skål.
Derefter:
I en helt tredje og lidt større skål blandes (cirka):
2.5 cups durum-mel (1 cup svarer her cirka til 135 gram)
1 cup almindelig hvedemel (1 cup svarer her til cirka 125 gram, men jeg har regnet det ud på nettet, for jeg brugte selv et cup-mål og glemte at veje ingredienserne)
1.5 teske salt
2.5 spiseskeer blødt, usaltet smør.
Smørret gnides ind i mel-blandingen med fingere, til det hele begynder at krumme. Herefter blandes gærblandingen og det piskede æg i og det hele blandes med en dejskraber til det bliver dej-agtigt. Hæld det ud på bordet og ælt det til en sammenhængende dej, men lad være med at give det for meget mel. Heller en lille smule klistret end det modsatte. Lad dejen hæve en time eller to til dobbelt størrelse og slå den så forsigtigt ned. Form 8 boller og lad dem hæve ydeligere en time og pensl dem derefter med et pisket æg og drys med sesamfrø.
Sæt en dyb bradepanden med vand i, i bunden af en 200 grader varm ovn, og bag bollerne i cirka 13-16 minutter i midten af ovnen til de er brune på overfladen. Afkøles på en rist.
Sådan! Den absolut bedste burgerbolle :-)

Ingredienserne til burgerbollerne

Dejen hæver et lunt sted til næsten dobbelt størrelse

bollerne efterhæver igen 1 times tid, inden de pensles med æg

De færdigbagte burgerboller

Green girls aftensmad :-)

Vege-burgere - købt i Irma

Og hvad skal der så fyldes i sådan en fætter? Jo jeg havde købt de hersens burgerbøffer fra hälsans kok, som er et svensk mærke der laver vegetar-produkter. Der findes en masse forskellige slags kød-erstatninger fra dette mærke og jeg synes faktisk at det hele smager rigtig godt. Faktisk var min allerførste opskrift her på bloggen en ret med hälsans kok bullar. Nå men de her burgerbøffer smager i hvert fald bare niiice. Jeg lagde et stykke fed cheddarost ovenpå bøffen, mens den lige fik de sidste 20 sekunder i ovnen. (det tager cirka 15 min fra frossen tilstand til den er færdig.) På med osten og så skal burgeren bare laves med alle de lækkerier man nu kan lide... YUM!

Nå men da jeg nu var inde og snuse rundt hos smittenkitchen, så fandt jeg også lige den her opskrift. Den lavede jeg også i går aftes, og selvom det egentlig var meningen at det skulle være til de næste par dages wraps, så endte jeg med at spise halvdelen til burgeren. Ikke at de to ting egentlig passede super godt sammen, men nu havde jeg jo lige lavet salaten og den smagte helt genialt. Resten brugte jeg som fyld i et wrap, som jeg så har til frokost.
Sammensætningen i salaten mellem de få ingredienser, sammen med citronen og olien er helt i vinkel. Denne her salat kunne snildt gå hen og blive en af den slags gengangere der regelmæssigt dukker på menukortet her i det gule hus. Hos smittenkitchen bruges salaten som fyld i en sandwich på to let-ristede stykker toastbrød. Ellers som jeg har gjort; i et wrap, eller bare som en salat med groft brød til.

(smashed-up) Kikærtesalat
1 dåse kikærter – skyllet og drænet. Hvis du selv koger dem, så svarer det til 240 gram kogte kikærter (altså vejet efter kogningen)
2 spiseskeer helt småtskårne sorte kalamata oliven. (Svarende til 30 gram uden sten)
1 spiseske helt finthakket rødløg (svarende til 20 gram)
1 spiseske finthakket persille
juicen og fint-revet skal fra ½ øko citron
lidt groft salt
lidt kværnet peber
1 spiseske koldpresset olivenolie.
Det hele mixes godt sammen, undtagen citron & olien. Med let hånd moses kikærterne – ikke til en hummus-agtig puré, men grovere, så der stadig er hele og halve kikærter tilbage. Mos med en gaffel eller en kartoffelmoser. Hæld olien-citrondressingen over og lad salaten trække indtil den skal spises.
Næsten gang laver jeg sku dobbelt portion – det kan kun svare sig! Denne her portion gav kun til et wrap og resten spiste jeg til aftensmad (og lidt til nat-mad. Kæresten kom nemlig hjem fra Italien igår nat, så vi sad oppe sent og snakkede, drak rom og spiste lidt natmad...det var skisme hyggeligt. Også selvom jeg egentlig ikke kan li' rom...)
Og forresten - a little pjece of advice; lad nu være med at komme mere i af ingredienserne, end målestoksforholdet her i opskriften angiver :-) Salaten er netop god, fordi der er en fin afstemt Smags-nuance-balance! (JA - det ord er mit fra nu af!!)
Altså nu ligger landet nemlig sådan, at der i den grønne piges familie findes visse medlemmer, der fra tid til anden kommer til at være lige lovlig rundhåndet med især løg, hvidløg og salt. Men det altså bare et no-go her. Sådan. Så er det sagt.
Og så vil jeg ellers slutte af med endnu en pædagogisk tilrettelagt billedserie.
Let & Forståelig madlavning lige til højrebenet...Nu er der altså ingen undskyldning for ikke at lave denne her super-enkle og enormt velsmagende salat i nærmeste fremtid.

Ingredienserne til salaten

De skyllede kikærter

Finthakket rødløg, kalamata-oliven og persille

Olivenolie, citronsaft og citronskallen (pas på ikke at få det hvide med, der er lige indenunder skallen - det er for bitter. Kun det yderste lag af den gule skal)

Den færdige salat, efter den er blevet lidt smashed-up

Close-up (Jeps. De der makro-indstillinger er stadig sjove...)


Og frokosten :-)

4 kommentarer:

  1. Jeg har lige spist din wrap - med øjnene! Nammenam!!

    ... hvad smager sådan en vege-burger af? Og hvad giver man for sådan en fætter i Irma?

    I øvrigt vil jeg gerne advare stærkt imod den hjemmeside, du linker til! Den er jo dybt farlig at kigge på! :-O
    Uha... jeg får alt for mange ideer af det...

    Fortsat god aften ;-)

    SvarSlet
  2. Hejsa Piskeriset: vegeburgeren smager rigtig godt...jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det..kæresten sagde, at han ikke rigtig kunne smage forskel om det var kød eller ej. Jeg købte dem på tilbud i Irma til 32 kr for sådan en pakke. Normalt koster de vist 40 kroner.
    Og jeps du har helt ret; smittenkitchen er nemlig stærkt vanedannnede :-)
    Ha en dejlig dag.

    SvarSlet
  3. Hejsa Klidmoster: jeps det smagte også bare skønt :-)

    SvarSlet